”Jeg vil meget gerne kigge i den bog snart, men ikke i dag, Erlan,” sagde Meilin. ”Vi er her i et vigtigt ærinde.”
”Det er altid vigtigt at lære,” mumlede Erlan. Han fortsatte med at gennemsøge reolerne, indtil skildpadden demonstrativt gik ind i hans ben for at få hans opmærksomhed. Erlan så ned på sit totemdyr og kiggede så op på Meilin, mens han glattede sit hvide hår. ”Ja. Undskyld. Vigtigt ærinde, sagde du?”
”Ja,” sagde Rollan og masserede sit hoved der, hvor han havde ramt lysekronen. ”Et middel mod hovedpine, tak.”
”Åh, undskyld. Jeg indrettede biblioteket til mig selv for flere årtier siden, og, ja, jeg har aldrig været særlig høj, og så har jeg vist glemt at tænke på, at andre mennesker også brugte biblioteket. Lad os se,” sagde Erlan og kløede sig i skægget, mens han lod blikket glide hen over de svagt oplyste hylder. ”Midler mod hovedpine. Jeg skal se, hvad jeg har …”
”Han lavede bare sjov,” sagde Meilin og skulede over mod Rollan.
”Det siger du!” svarede Rollan vredt.