dobbelthed. At den ikke eksisterer i enkeltheder men kun i princippet. At nogle mennesker kan rumme noget af dens nærhed, når de blot ikke er bevidste om det. Ligesom dens tilstedeværelse kan åbenbare sig for nogle mennesker, under de samme omstændigheder – at de er uvidende om denne evne. At det er så længe som det leves, livet er udødeligt, så længe det er i live. At udødeligheden ikke er et spørgsmål om mere eller mindre tid, ikke et spørgsmål om udødelighed, men om noget andet, som forbliver ukendt. At det er lige så forkert at sige, at den både er uden begyndelse og slutning, som at sige, at den begynder og slutter med sjælen, eftersom det er sjælen og den vedvarende blæst, som den er beslægtet med. Se på det døde sand i ørkenen, børns døde kroppe: Det er ikke her udødeligheden passerer igennem, den standser og går udenom