Året er 2039. I sin dagbog fortæller journalisten Morten Skriver: ”Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at Danmark nu hedder Den Demokratiske Republik Danmark, at kongefamilien holdes i husarrest, at dødsstraf for racisme og nationalisme er indført, og der tales tre sprog i Folketinget. I folkeskolerne lærer de arabisk og tyrkisk, og engelsk er forbudt. Osmanner-Tyrkiet 2 er verdens førende islamiske stat. Vores erhvervsliv er overtaget af staten, selvejet afskaffet, og alle er lønmodtagere. Kun rederierne nåede for skummende knob at sejle deres containerskibe så langt bort, som bølgerne kunne bære.”
Ulla Dahlerups fremtidsgyser begynder, da der ulmer et sagte oprør i den oprindelige befolkning i Norden. Borgerne vil ikke længere lade sig undertrykke af et totalitært styre i et land opdelt i lukkede sorte, brune og hvide zone, hvor alle skal gå i lange ligeretsfrakker, og sædelighedspolitiet kontrollerer kvinderne i gaderne. Rygterne går i madkøerne foran statens halvtomme butikker, og Morten Skriver lader sig under cover hverve som sikkerhedsvagt for en tvivlsom fransk kaptajn fra UNHCR. Da Morten møder op i et havehus i Sydhavnen, viser teamet sig at bestå af otte hvide europæere og 16 halvgamle, sortskæggede jihadister med blikke, der kan få andre til at skele. Jihadisterne er statsløse lejeterrorister. Men til slut sker noget uventet, der skaber en muslimsk udvandring fra Danmark.