The Hate U Give

Jeg tager en skål hundemad og baconrester med ud til vores pitbull, Brickz.

Børsten var tyk og sort nok til, at han kunne tro, det var en pistol.“

„Og Khalil var sort nok,“ tilføjer min far.

„Se, det ser ud, som om hun sover,“ sagde min mor til mig, men da jeg forsøgte at vække hende, åbnede hun ikke øjnene.

Der var engang en dreng med nøddebrune øjne og smilehuller. Jeg kaldte ham Khalil. Resten af verden kaldte ham en gangster.
Han levede, men slet ikke længe nok, og resten af livet vil jeg huske, hvordan han døde.
Er det et eventyr? Nej. Men jeg opgiver ikke håbet om en bedre slutning.
Det ville være let at opgive, hvis det bare handlede om mig, Khalil, den aften og den politimand. Men det handler om meget mere end det. Det handler om Seven. Sekani. Kenya. DeVante.
Det handler også om Oscar.
Aiyana.
Trayvon.
Rekia.
Michael.
Eric.
Tamir.
John.
Ezell.
Sandra.
Freddie.
Alton.
Philando.
Det handler endda om den lille dreng i 1955, som ingen kunne genkende til at begynde med. Emmett.
Og det, der er vanvittigt, er, at der er så mange flere. Alligevel tror jeg, det ændrer sig en dag. Hvordan? Det ved jeg ikke. Hvornår? Det ved jeg overhovedet ikke. Hvorfor? Fordi der altid vil være nogle, der er parate til at kæmpe. Måske er det min tur.
Andre kæmper også. Selv i Garden Heights, hvor det nogle gange føles, som om der ikke er meget, der er værd at kæmpe for. Folk indser, at noget er galt, og de råber, de går på gaden, de stiller krav. De glemmer ikke. Jeg tror, det er det vigtigste.
Khalil, jeg glemmer aldrig.
Jeg giver aldrig op.
Jeg tier aldrig stille.
Det lover jeg.

Kenya, jeg har en pose og nogle handsker med dit navn på, hvis du vil hjælpe.“
Kenya ser på mig, sådan ‘mener hun det?’
„Hende vil jeg også godt dele ud af,“ siger jeg. „Faktisk må du få det hele af hende.“

Jeg siger ikke noget. Hvis jeg skal se sandheden i øjnene, den grimme sandhed, så har hun ret. Jeg skammede mig over Garden Heights og alt i kvarteret. Nu virker det dumt. Jeg kan ikke ændre på, at det er der, jeg kommer fra, eller på hvad jeg har oplevet. Hvorfor skulle jeg skamme mig over det, der gør mig til mig? Det er det samme som at skamme sig over sig selv.
Nope. Fuck det.

„Lukker du butikken?“ spørger Seven.
„Hvem skal så klippe mig?“ spørger Sekani.
Mr. Lewis ser lige forbi ham. „Ikke mit problem.

„Også vinhandlen? Oh nooo!“
Jeg fniser. Typisk Fo’ty Ounce.

„Jeg gik over på den anden side af motorvejen. Kunne ikke blive her. Oh nooo, vidste, at de fjolser ville gå amok. Har du forsikring? Det håber jeg. Jeg har forsikring.“
„For hvad?“ spørger jeg, for helt seriøst?
„Mit liv!“ siger han, som om det er helt oplagt.

„Det ved jeg, baby. Du skal slet ikke sige noget. Hele det tvlort kan kysse min …“
„Dollar, far.“ Sekani smiler op til ham.
„Roser. De kan kysse mine roser.“ Han kommer jord på Sekanis næse. „Du får ikke en dollar mere ud af mig.“