Mesterlære

har haft det held – men det var nu ikke kun held, jeg har virkelig også arbejdet for sagen – at komme helt tæt på nogle menneskelige fyrtårne. Heriblandt dirigenten Sergiu Celibidache, som jeg mødte i midten af 70’erne. Gennem årene ødslede han tid på mig i håb om, at jeg kunne rumme og viderebringe det, han havde udviklet. Han har plantet en sjælden musikalsk dybde i mig, og det er mit ansvar, at han ikke brugte sin tid forgæves.
Tilsvarende den spirituelle lærer og filosof Andrew Cohen, som i ti år utrætteligt har bakset med en genstridig og selvoptaget elev for at skabe plads til det, der er større end ham selv. Han har sat mig på sporet af en optik, som virker, hvis vi vil se, hvad vi består af.
Eller min kære gamle bulgarske klarinetlærer Nikola Jankov, hvis drøm det er, at jeg vil overtage hans plads som bannerfører for den gamle, autentiske bulgarske klarinettradition, som han er den sidste repræsentant for. Et job jeg ikke har tænkt at påtage mig. Jeg vil jo ikke tage til Bulgarien og lave et band! Når jeg vælger det fra, så skal jeg være ret præcis med, hvad jeg så vælger til.

der er en præmie ved at se sig selv med almene briller: Det er befriende at forstå den komplekse rodebutik som jeg er, ikke som et personligt problem, men som et kulturelt vilkår, ikke som en flov indrømmelse, men som en arbejdsbeskrivelse af et fælles kulturelt projekt.

Karakteristisk for vores kultur er f.eks., at vi har udviklet en ekstrem grad af selvoptagethed, og det kan vi godt føle skyldfølelse over, men det er meningsløst, for det er i en vis forstand ikke vores skyld. Det er noget vi har udviklet i fællesskab, og det har vi gjort, fordi der var en grund til det. Men bliver vi hængende i selvoptagetheden, efter at den er erkendt, er det knap så uskyldigt.