Kings of Jutland

„Tak for turen. Og hyg jer.“
De vinkede begge to, da vi slentrede op mod Nytorv for at tage bussen hjem til Aalborg Øst.
„Har du penge til billetten?“ spurgte Ronny.
Jeg rodede i mine lommer.
„Ikke en krone.“
„Pis,“ sagde han. „Det har jeg heller ikke.“
„Det er typisk …“ begyndte jeg. „Vi har lige haft en fucking halv million, og nu har vi ikke engang …“
Han lagde en hånd på min skulder.
„Rolig nu, min dreng,“ sagde han. „Så må vi jo bare bruge det gode gamle trick.“
Der stod heldigvis to mødre med hver sin barnevogn. Vi holdt os tæt til dem, uden at det blev mistænkeligt, og da bussen standsede, og dørene gik op, skyndte vi os at tilbyde vores hjælp med at få barnevognene op i bussen. Som altid smilede mødrene taknemmeligt, mens vi i den almindelige forvirring dukkede os for at undgå chaufførens blik i bakspejlet, hvorpå vi uset kunne luske ned og sætte os på de bagerste sæder.
Vi kørte uden at sige noget. Udenfor suste Ålleren forbi. Vi passerede den opgang, hvor Ane bor. Det sidste halve år har jeg stået mange gange i mørket og kigget op på de oplyste vinduer i lejligheden. En enkelt gang har jeg endda taget mig sammen og er skrået over gaden og har placeret pegefingeren på ringeklokken nede i porten. Men modet svigtede mig, da det gjaldt. I morgen, tænkte jeg, i morgen inviterer jeg hende fand’me ud og spise.

Jeg ved, hvordan Ronnys lidt særprægede barndom har givet ham et anstrengt forhold til uniformerede autoriteter som strømere og fængselsbetjente

vander hans plante og fodrer hans elskede hvide rotte, Sniffer

at Ronny var og blev den klogeste … af de to,

Så vidt jeg ved, så laver du ingenting,“ indskød jeg.
„Det er korrekt,“ sagde Ronny. „Men det er ikke noget, jeg er stolt af.“

Ronnys arrede og piercede

Han er, bliver og ligner en badass

Ronny i en alder af sytten fik sin egen lejlighed – betalt af kommunen, der tog ham under sine vinger på grund af hans lidt specielle familiære situation. Det er eddermame luksus. Rent bortset fra at lejligheden efter et par timer lignede et bombet lokum

Han boede hjemme hos sin mormor nogle år. Det var der, jeg lærte ham at kende, for hans mormor boede et par opgange fra os. Men det gik sgu ikke rigtigt med de to. De røg konstant i totterne på hinanden. Så kunne hun ikke lide hængerøv, og så var den gal med hans piercinger i øjenbrynene, og for resten var hun A-menneske af den slags, som mener, at fordi man står op klokken seks, så har man en moralsk ret til konstant at hakke

Afstemning: Hvem hader I mest: Bundby eller FuCK’erne?
Typisk Ronny. Han havde ofte en ret negativ vinkel på tingene. Men det tror da fanden med den barndom, han har haft. Det er ikke noget, han ligefrem render og praler af, Ronny, men hans far har siddet ni år i spjældet. For mord. På Ronnys mor.
Det skete, da Ronny var ti, vist nok med en pænt ulovlig springkniv, som hans far gik rundt med i den ene cowboystøvle. Bare for en sikkerheds skyld, som han sagde i retten. Den gamle er først lige kommet ud for et halvt år siden. Det har ikke ligefrem gjort Ronnys liv