Det fortællende jeg i Hulda Lütkens bog er ikke en kvinde, men en mand, en digter og særling, kantet og kejtet, desillusioneret og kynisk, i sine sanser vold. Bogen handler om det ondes og det godes sammenhæng og afhængighed af hinanden i menneskesindet, om kampen mellem det animalske og det åndelige. Med beundringsværdig og forbløffende fantasi har forfatterinden levet sig ind i de egne af en mands erotiske forestillinger og virkelighedsoplevelser, der svinger fra skøgen til jomfrutilbedelsen.