Han genkendte sine egne træk i sønnens ansigt: næsen, de nedadvendte mundvige og de tætsiddende øjne, der gav dem begge et evigt eftertænksomt udtryk. Han strøg ham over håret, og drengen lod sig stryge. De runde kinder og fregnerne havde han arvet efter sin mor, der stod henne ved komfuret med ryggen til dem og var i færd med at øse pomfritter op fra frituregryden. Hun placerede pomfritterne på tallerkenerne ved siden af wienerschnitzlerne, der havde fået samme tur i frituren og nu lå og glinsede.
– Vil du have ærter til? spurgte hun uden at vende sig om.
– Kun ganske lidt, tak. Han tog sin serviet og lagde den i skødet på sine mørke bukser. Han havde endnu ikke fået skiftet, efter at han var kommet hjem fra kontoret, og sad stadig i sin lyseblå skjorte og habitten. Kun skoene havde han smidt til fordel for et par slidte, men komfortable, kameluldstøfler. – Hvad med dig, skal du ikke have ærter?