Liv angriber ham med knyttede hænder: »Du skal ikke prøve på at gøre det til MIT valg! Du skal ikke sige, at det er MIN skyld!«
Jonathan griber hende om håndleddene og stopper bygen af slag. »Stop det!«
»Jeg hader dig!«
»Nej, du gør ikke.«
Så græder hun igen, men da Jonathan vil holde om hende, skubber hun ham væk. Han bliver stående og ser på hende. Langsomt holder hendes hulk op, og der bliver stille på gangen. Kun musikken høres stadig fjernt og minder os om, at et sted i en anden galakse er en fest i gang.
»Hvorfor er du sådan et røvhul?«
Jonathan vender sig om og ser mig. Han må vide, at jeg har stået og luret, men jeg er fuldstændig ligeglad med at blive afsløret. Det er ikke mig, der er den perverse idiot her, for han står over for mig og har lige slået op med den mest vidunderlige pige i verden. For én gangs skyld har han ikke sin grønne armyjakke på, men en blå sweatshirt. Den er fået i stykker øverst på højre ærme, og jeg tænker helt absurd, at den er for kold til en nat i slutningen af september. Som om jeg ikke er ligeglad med, om den nar fryser.
»Mateus?« Liv ser undrende på mig, men hun er ikke vred over min indblanding. Det gør mig bare mere overbevist om, at jeg gør det rigtige. Det er jo for hendes skyld. Selv har jeg for længst opgivet Jonathan, men han skal ikke behandle Liv på den måde.
»Det her angår ikke dig,« siger Jonathan og peger på mig.
»Næ, det gør det vel ikke. Men det gør heller ikke dig mindre latterlig.«
Jeg skubber til ham. Vi har aldrig været oppe at slås. Ikke engang for sjov.
»Stop det ...«
»Idiot!«
Jeg maser mig ind på ham, overbevist om, at det her bliver en kort affære, for Jonathan er både højere og tungere end mig, men inden jeg går i gulvet, kan jeg i hvert fald uddele et par slag. Jeg går efter maven, mens Jonathan prøver at skubbe mig væk. Liv skriger, at vi skal holde op, men det får mig bare til at gå endnu mere amok. Liv, her kommer din ridder, klar til at nedkæmpe skurken. Eller i hvert fald påføre ham smerte. Jonathan giver mig et hårdt, fladt slag på halsen. Det svin. Men fint, hvis håndkantslag tæller, så gør spark i skridtet også, så jeg vender siden til og laver et karatespark efter bollerne. Jonathan undviger og skubber til mig igen. Jeg støder ind i Liv, snurrer rundt og svinger en fuldstændig planløs knytnæve ud i rummet. Helt tilfældigt rammer den Jonathans arm lige ved hullet i sweatshirten. Jeg rammer ham ikke særlig hårdt, men han giver et smertehyl fra sig og knuger sin skulder med modsatte hånd.
Dér slutter den amatøragtige slåskamp. Jonathan læner sig op af væggen, stadig med hånden om sin skulder. Hans øjne slipper os ikke.
Der er blod på min hånd. Jonathans blod.
Han forudser spørgsmålet, før jeg overhovedet har stillet det. »Jeg væltede på cyklen på vej herover. Ramte et rustent hegn. Der var sådan en stiver, af jern, den gik lige igennem.«
»Du skal sige undskyld til Liv.«
»Mateus, det er lige meget,« siger Liv. »Bare lad ham gå.«
»Nej! Ikke før han har svaret mig på noget. Hvem er Jacob A A?«
Jonathan stivner: »Hvor har du det navn fra?«
»Det kan være lige meget. Du skal bare fortælle mig, hvem Jacob er. Jacob Andersen? Eller måske noget med Å? Jacob Åberg? Ålbæk?!«
»Hvor har du det navn fra?!«
»Hvem fanden er Jacob?«
»Du skal bare glemme det navn!«
»Er han din dealer? Kender han også Tjavse og mulatten?«
Jonathan er henne ved mig i to skridt. Han griber mig i blusen, men bruger kun den gode arm. Der er ikke skyggen af trussel i hans ansigt. Kun angst. »Jeg sagde, at du skulle glemme det navn.«
»Hvorfor det?«
»For ellers kommer de også efter dig.«
»Hvem?«
Jonathan slipper mig og går baglæns. Et kort øjeblik ser han over på Liv, så vender han sig om og løber ned ad gangen. Det vælter ud af mig. Jeg råber af mine lungers fulde kraft, hader ham så intensivt, fordi han ikke er min ven mere. »Jeg vil aldrig se dig igen! du kan gå ad helvede til! Fatter du det?!«
Jonathans skridt forsvinder ned ad trappen, ekkoet fra mit råb dør ud, og så er der igen kun musikken, der dunker i takt med mit ømme hjerte.