– Men ... går du med hjem?
Åh, ja, han gik med hjem, igen og igen, og han druknede sin dårlige samvittighed i hendes vaniljehvide hud, kanelduftende sprækker og huggende uro. Han gik på ski ind over hendes vidder, søgte ly for stormen under hendes harpikstunge grannåle, varmede sig ved bålet i hendes skød og følte sig som et geni i storm, på en strand der førte til evigheden.