1900 – Morgenrøde

budskab fra konsul Frimann ...«
»Men ... Han var der ikke alene?«

dagen i dag’ var ‘så skøn som ingen dag har været i lange tider’.

At miste et barn gør noget ved et menneske. Det skaber en ubalance i livet, som aldrig kan fjernes helt.

– Men ... går du med hjem?

Åh, ja, han gik med hjem, igen og igen, og han druknede sin dårlige samvittighed i hendes vaniljehvide hud, kanelduftende sprækker og huggende uro. Han gik på ski ind over hendes vidder, søgte ly for stormen under hendes harpikstunge grannåle, varmede sig ved bålet i hendes skød og følte sig som et geni i storm, på en strand der førte til evigheden.

Han havde holdt hende fast og tæt ind til sig og mærket lugten af mølkugler fra den sølvræv hun havde om halsen blande sig med duften af liljekonvaller og ungpigehud.

havde holdt hende fast og tæt ind til sig og mærket lugten af mølkugler fra den sølvræv hun havde om halsen blande sig med duften af liljekonvaller og ungpigehud.