Hovedpersonen i debutromanen Hendrik i Bakken fra 1904 er en indesluttet mand uden evne til at vække kærlighed, sær, tavs og grim. Hustruen er hans modsætning, blid og stærk, beundret og elsket. Hendes tidlige død efterlader hovedpersonen i en fortsat følelsesstivnen. Begge personer har, som flere parallelle skikkelser i forfatterskabet, lånt træk fra Bregendahls forældre uden at være portrætter.