Men så var der det, at han var så begavet; her kunde hun ikke hamle op med ham, det var på forhånd ydmygt opgivet … han var så begavet, at det næsten var for meget af det gode. Tanken er en mislig ting, som let kan føre én ud på farlige veje, det har almuen altid haft et skarpt instinkt for, hvorimod det aldrig er faldet den ind, at forsagelse af tanken også kan føre i fortræd.
Anton havde lyst til de tvivlsomme tankens veje, – han tilstod det selv, med et lystig-skyldbevidst glimt i sine små, smuttende, brune øjne. Men han var forsigtig, meget forsigtig. Når han tænkte, så bevægede han sig altid langs en sikkert fastgjort snor, ved hjælp af hvilken han i tilfælde af fare hurtigt kunde redde sig tilbage til den faste grund.
Hans ledende tanke var, at der kunde være noget om alting. Han stillede sig åben, var modtagelig for alle vilde tankers frø.