«Heroica
Det er en Dyst at standse vilde Heste.
Det er en Dyst at vinde sjældne Kvinder,
store og smukke, som gør fager Modstand,
og gøre dem tilfreds med, hvad de tabte.
Det er en Dyst at sætte legemsstore
Skikkelser paa et Lærred, saa de lever:
og det er Dyst, ind i en snæver Ramme
at mane Aand fra sammentrængte Verdner.»
Som digter bevæger Sophus Claussen sig inden for genrerne neoromantik og symbolisme. Hans digte beskæftiger sig blandt andet med det ubevidste, kærlighed og erotik.
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Den danske digter og forfatter Sophus Claussen (1865–1931) debuterede i 1887 med digtsamlingen «Naturbørn», der vakte skandale med sine letsindige erklæringer om sex og kærlighed. Ved siden af sit virke som forfatter og digter ernærede Sophus Claussen sig som journalist blandt andet for den radikale venstreavis Horsens Folkeblad, og han var i en periode en del af det radikale miljø omkring Georg Brandes. Sophus Claussen er kendt for sin meget roste oversættelse af den engelske digter Percy Bysshe Shelleys digt «Den følsomme blomst».