Det religiøse instinkt

hvor dets iboende behov for at finde sammenhæng, mening og formål, værdi og betydning får det til at imødekomme denne trang i religiøse tolkninger af den ene eller den anden art

Snart tænker man sig, at den er resultatet af et bevidst væsens ophøjede plan, en gud, der har et fjernt mål, og som naturligvis i forfølgelsen af det ikke kan tage hensyn til små menneskers

Og hvad mennesket end gør for at afværge skæbnens forfærdelighed, forbliver ikke bare nytteløst, men forvandler sig i grusom ironi til trin, der fører fremad mod det, til hvis undgåelse de var udtænkt.

Det gælder om at træde varsomt, så skæbnen ikke får øje på én; at leve ubemærket i en krog kan under de omstændigheder opfattes som en sær begunstigelse, thi skæbnens spil er et andet end mit, og når den derfor banker på døren, vil det næsten ufravigeligt betyde, at mine planer og mål skal ofres for en større sag, som jeg ikke ønsker og ikke kender.

som i suveræn uforstyrrelighed griber mig og mine bedrifter for at forvandle dem fra det, jeg selv ville, til en brik i et fremmed – skæbnetungt – spil.

Skæbnen er noget, der fuldbyrdes, og hvis egentlige subjekt og drivende kraft netop ikke er mig, men en fremmed, en magt, jeg står overfor.

Hvis man i kraft af en historiefilosofisk betragtning tror at vide, hvad livets mening er, hvis man anderledes udtrykt er problemløst forankret i en livsanskuelse, da kan man vel selv begive sig ud for at lade sit liv fuldføre sin skæbne i den begivenhed, som livsanskuelsens idé udpeger, ganske som den fromme helgen, der vandrede ud for at vinde martyrkronen.

Den uægte selvoptagethed er imidlertid noget andet; det er den, hvor man ikke oprigtigt ønsker at være til i forholdet, men ønsker at spille en rolle af skæbnetung rækkevidde, og hvor man derfor ikke skeler til dem, man har med at gøre, men til publikum.

Det kan ligesom kaste sig ud i en hektisk anstrengelse for at opsøge de skæbnesvangre begivenheder – for udelukkende gennem dem at blive interessant.

livet er en eksamination, hvor man føler Guds øjne hvile på sig, om man nu løste den eneste sande opgave at fremstå som et selv i trofasthed.