Holdningen dukker fortsat med jævne mellemrum op på de sociale medier, når en avis eller tv-station offentliggør en artikel, der kan sættes i relation til sygeplejerskesagen. Folk udbasunerer, at de husker sagen som tynd. På samme måde som det var tilfældet, dengang landsretsdommen faldt. Der strømmede støtten ind til sygeplejersken i eksempelvis kommentarsporet under det nyhedsopslag, TV Øst bragte, hvor langt størstedelen af de over 200 reaktioner var fra folk, der mente, at sygeplejersken burde være blevet frifundet.
Sygeplejersker fra Nykøbing Falster Sygehus fortæller, at de stadig i dag også støder på fortællingen om beviserne, der ikke var der. Den lever. Ligesom de spørgsmål, som Christinas støtter bliver ved med at hænge fast i, når de vil diskutere sagen.
For hvorfor var det eksempelvis først tre år senere, at sygeplejersken Peter fortalte politiet om sprøjten, Christina var kommet ud med fra medicinrummet inden Arnes hjertestop på M130? Hvorfor nævnte han ikke noget, dengang han blev afhørt første gang?
Hvordan ville Christina kunne have nået at give Anna Lise medicin? Datteren og barnebarnet kom til sygehuset, kort tid efter at Christina var mødt, og de sad inde ved patienten i omkring en time, indtil hun til sidst holdt op at trække vejret. De to var kun ude af stuen, da de hentede to kopper kaffe fra bordet med termokander længere nede ad gangen. En rekonstruktion, som senere blev foretaget af politiet, viste, at de skønsmæssigt var væk i blot 1 minut og 55 sekunder. Skulle Christina have stået parat og nået at give den sidste medicin inden for så lille et tidsvindue? Var det ikke et lige så urealistisk scenarie, som at sygeplejersken havde injiceret den ellers hurtigvirkende medicin inden klokken cirka 19.20, hvor de pårørende kom?
Hvis sygeplejersken ikke kerede sig om patienterne, hvorfor gik hun så så meget op i, at Maggi skulle overflyttes hurtigst muligt til hjerteafdelingen? Hvordan hænger det sammen med, at hun angiveligt var i gang med at forgifte hende?
Hvorfor gik Christina også efter patienter, som lægen havde besluttet ikke skulle genoplives, hvis det skulle være genoplivningsforsøgene, hun fik et kick ud af?
Blandt andre Jørgen Lange stiller den slags spørgsmål. Det er nogle af de samme, som også sygeplejerskens forældre tyer til, når de forsøger at overbevise andre om, at sagen mod deres datter altså ikke hang sammen. I dag har de pakket den væk og ned i en plastikkasse på hjul, som står inde i soveværelset. Kassen er fyldt af avisartikler, der i sirligt sorterede plastikchartekker sætter ord på anklagerne mod Christina, og den er nu skubbet ind under sengen. Men uanset hvor langt de gemmer sagen væk, kommer de aldrig til at kunne lægge den bag sig. Gitte og Henrik, hvis liv i forvejen er evigt mærket af at have mistet Christinas lillesøster på grund af sygdom, kan ikke forlige sig med, hvorfor de knap halvandet år senere skulle miste deres anden datter til Kriminalforsorgen i uoverskueligt mange år. De har valgt at tro på Christina uskyld. Og forældrene er uden forbehold overbevist om den, siger de.
»Vi er stadigvæk af den overbevisning, at politiet ikke har kunnet fremlægge skyggen af et bevis for, at det er Christina, der har gjort det her,« erklærer Gitte.
Når hun og Henrik bliver spurgt, om de i perioder har kunnet komme i tvivl, bliver de resolutte: Nej! Aldrig nogensinde. Og det er det, der gør udfaldet så svært at leve med. Var der bare blevet fremlagt det fældende bevis, der endegyldigt kunne slå fast, at Christina stod bag de store doser på Nykøbing Falster Sygehus, så ville forældrene have indstillet sig på, at så måtte de acceptere det. Så skulle deres datter helt rigtigt have en straf, mener de. Men beviset kom aldrig. Og det føler Gitte og Henrik, at de om nogen kan sige med sikkerhed, for de endte med at være til stede alle dagene i både by- og landsretten.
»Det er derfor, det har været et så stort chok for os – den måde, det har kørt på. Vi har aldrig været i forbindelse med systemet før. Men vi har da slet ikke tiltro til det danske retsvæsen og politiet, efter vi har været igennem det her,« siger Henrik, der havde forestillet sig, at han skulle bruge sin efterlønstid på sin datter og barnebarn.
Tvivlernes ubesvarede spørgsmål om Christinas skyld? #tvivl #spor # (#29, 297/345)