Hans Kirk blev en af de mest læste forfattere i det tyvende århundrede. Hans store folkelige gennembrud kom med “Fiskerne”, der er trykt i langt over 200.000 eksemplarer, men den store folkelige popularitet skete på trods, idet læserne fra starten ikke forstod, at værket var båret af en kritisk holdning til indre mission og kristendommen. De to følgende romaner “Daglejerne” og “De ny tider”, som ligeledes var præget af en medlevende solidaritet, gjorde, at Hans Kirk blev en socialrealistisk frontfigur i Danmark.
Men i virkeligheden kedede det Kirk at skrive romanerne. Den korte form: artiklerne til Arbejderbladet, og novellerne, som han ikke mindst udgav på ugebladet Hjemmet, var hans foretrukne udtryksform. Han skrev over 500 noveller! I de første år tøvende få, men herefter flere og flere.
Kirk skrev ikke sine erindringer, men hans “Skyggespil” og “Borgerlige noveller” rummer meget af det erindringsstof, der optog ham mere og mere — ikke mindst efter interneringen og besættelsens ophør.
“Erindringsnoveller” omfatter en række af de erindringsnoveller, som ikke kom med i “Skyggespil”, fordi de ikke passede ind i Kirks ide med “Skyggespil”: at fortælle hvordan en ung følsom mand fra en lille bys provinsborgerskab bliver socialist. En række af de fortællinger, der ikke fandt nåde for Kirks kritiske blik, har Dr. Phil. Morten Thing nu fundet frem og samlet, så de danner en lang erindringskæde, fra barndommen og frem til tiden efter besættelsen. Fortællingerne er illustreret, så de fremtræder som dengang de først blev publiceret.
Hans Kirk blev født i 1898, i Hadsund. Kirk var lægesøn og tilbragte som barn sine ferier hos faderens fattige, indremissionske fiskerfamilie i Harboøre og moderens grundtvigske storbondefamilie i Thy. Spændingen mellem disse to miljøer belystes i debutromanen “Fiskerne” fra 1928. Forinden var han i 1923 blevet cand.jur. “Fiskerne” blev fulgt op af “Daglejerne” og “De ny Tider”, som skildrer overgangen fra bonde til industrisamfund, og husmændenes og daglejernes nye tilværelse som organiserede lønarbejdere. Hans Kirk tilsluttede sig Danmarks Kommunistiske Parti i 1931 og blev i 1941 arresteret af dansk politi og indsat i Horserødlejren. Herfra lykkedes det ham at flygte i 1943, Efter krigen var Kirk medarbejder ved det kommunistiske dagblad “Land og Folk”, men skrev dog stadig bøger. I 1950 udkom bl.a. «Vredens søn”, hvor han betragter Jesu liv i datidens sociale og politiske lys. 1953 kom erindringsbogen “Skyggespil”.rn