Ole Sarvig var først og fremmest digter, men han var også kunstteoretiker og –kritiker, og hans tanker om den moderne kunsts fremmedgørelse og løsrivning fra mennesket knytter sig til de temaer, vi finder i hans digte og romaner. I “Glimt” præsenteres en række essays, som tidligere havde været bragt i aviser og tidsskrifter samt i radioen, og som i høj grad fungerer som en art introduktion til hans digte.
Ole Sarvig (1921–1981) var dansk forfatter og digter. Han er mest kendt for sin lyrik, men han skrev også romaner, essays og debatbøger om billedkunst m.m. Han debuterede i 1943 med digtsamlingen «Grønne digte”, og digtet “Regnmaaleren” herfra er optaget i Kulturkanonen. Et hovedtema i Sarvigs forfatterskab er det moderne menneskes krisesituation og udsathed i en verden uden faste normer, hvortil den eneste løsning synes at være nåden og kærligheden i en religiøs forstand. Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi.
