»Se mor, jeg danser« er en hyldest til livet. Det er også fortællingen om en ukuelig tro på, at man kan vælge sin egen vej på trods af en udfordrende barndom. Puk Elgård fortæller historien om at komme til verden som erstatningsbarn, om at kæmpe med angst og om den livsvigtige beslutning om at bryde tavsheden.
Da Puk Elgårds forældre mistede deres syvårige datter Pia var lægernes eneste råd: «Få et andet barn med det samme.» Lige efter begravelsen blev Puk undfanget og kom til verden som det, hun selv kalder et erstatningsbarn. Selvom Puk kun var seks år, da hun opdagede sandheden om sin søster, forstod hun langsomt familiens tab og påtog sig opgaven med at forsøge at holde forældrene på fode. Men sorgen havde slået dybe revner i fundamentet. Opvæksten var præget af forældrenes store forbrug af alkohol og piller og af farens ludomani og morens skrøbelige psyke — og den tavshed, sorgen havde lagt over familien.
Puk Elgård har gennem hele sit liv været fast besluttet på at være en mønsterbryder. På en rejse til New Mexico får hun muligheden for at gennemgå nogle ældgamle og hemmelighedsfulde indianerritualer. Under trommedans og fuldmåne kommer minderne krybende frem, og pludselig er hun tættere på tragedien end nogensinde før.