Over for perronen lå en række midlertidige bygninger hvis stålskeletter nu var i forfald, og hvor vilde græsser skød op mellem de ubenyttede sveller i udkanten af baneområdet. Følelsen af at hun aldrig rigtig havde levet i denne verden, kom som et chok for hende. Det var sådan det var. Hun havde aldrig levet. Selv som barn, så langt tilbage hun kunne huske, havde hun ikke gjort andet end at holde ud. Hun havde troet på sin egen iboende godhed, sin menneskelighed, og havde levet efter det, aldrig gjort nogen noget ondt. Hendes brændende optagethed af at gøre alting rigtigt havde været utrættelig, al hendes succes havde været afhængig af den evne, og hun ville være fortsat sådan på ubestemt tid. Hun forstod ikke hvorfor, men ansigt til ansigt med de forfaldne bygninger og vildtvoksende græsser var hun pludselig blot et barn som aldrig havde levet