Lena kalder mig hen til sig som vil hun vise mig en hemmelighed, og tager mig med ud i køkkenet hvor hun rækker mig en indpakket gave. Jeg fjerner gavebåndet og papiret og folder en spritny, lækker badekåbe ud.
“Den har kostet femten hundrede kroner. Jeg ville ikke give dig den foran dine forældre, de måtte ikke … ja, jeg ville bare ikke have at de skulle få det dårligt over det.”
Jeg krammer hende og takker hende igen. Hun forlader køkkenet. I nogle sekunder står jeg iført min nye badekåbe, min helt egen, den kobler mig til hjemmet, til Hector, til denne lejlighed, et stempel af accept og kærlighed, indtil jeg få øjeblikke senere studser over Lenas ord og tager kåben af igen. Jeg lægger den inde på Hectors seng og føler mig beskidt over at have haft den på.
Det er blevet tid til at runde af. Det virker alle parter ganske tilfredse med. I har fået jeres overtøj på og står og siger farvel til Lena og Jens og Hector inde i den store stue, da jeg får øje på far som står tæt op ad de to store træsøjler. Han rører dem med fingerspidserne, kører dem inspicerende op og ned langs træets smukt lakerede overflade. En foragt over for ham og mor tager til, den har ulmet hele aftenen efter de dybest set har fortalt mig at jeg skal tages ud af gymnasiet efter ferien, uden så meget som at have drøftet det med mig.
Mor spørger om jeg vil med hjem, men jeg svarer hende ikke. Hun kommer tættere på mig, stiller sig inden for mit synsfelt, mellem mig og far ved søjlerne. Elektricitet i min krop. En følelse i hele mit system som jeg ikke har mærket længe, men som er nem at genkende. Overtagelsen. Min ekstra sjæl. Mine kræfter kommer farende, jeg kan ikke kontrollere dem.
Mor gentager: “Amalie, vi kører nu hvis du vil med?” og før hun har stukket hånden ned i lommen for lige en ekstra gang at tjekke at det