Drengene fra Sankt Petri

– Bortset fra det, tilføjede Søren og så på Gunnar, – så foreligger der faktisk en afstemning om barakken.

Rosen for en periode, tog ophold i det neutrale Sverige

Moderen var sjældent hjemme.

samtlige studentikose tilløb hørte fortiden til, selve forankringen i traditionen, sammentømringen i ritualet var afløst af hver-mand-sin-opgave.

– Han advarede os, sagde han.
– Hvorfor skulle han gøre det? spurgte Luffe.
– Fordi han nyder den side af sit beskidte job, fortsatte Lars irriteret. – Det er ikke til at tage fejl af, Gunnar. Vi er i søgelyset.

at få et endeligt herredømme, herrefolk som vi er. Som vi visselig er, Gunnar. Ellers risikerer vi at blive løbet over ende. Af rotter. Sorte, gule, brune og røde. De formerer sig, breder sig, blander sig op. Hvordan vil det gå med den rene ariske race? Hvis vi ikke gør noget? Hvis vi ikke sætter hælene i jorden?

Sugemallen stillede sig foran ham. De var lige høje. Englen og bødlen. En evig duo. Den samme historie, om og om igen, gennem århundreder. Det samme refræn.

Mine to stemmer. Angsten og vovemodet. Refleksionen og den blinde dumdristighed. Kærligheden og hadet

Det var en tradition, og tiden behøvede den.

To profiler, vendt mod hinanden. Et janushoved,