Verden af i går

længe det endnu ikke lød på tugthus eller koncentrationslejr, blev mine bøger (i årene 1933 og 1934) trods alle vanskeligheder og chikanerier solgt næsten lige så talrigt som før. Den grandiose forordning »til det tyske folks værn« (»zum Schutz des deutschen Volkes«), der erklærede tryk, salg og spredning af vore bøger for statsforbrydere, måtte først gøres til lov, for at man med vold kunne få os trukket bort fra de hundredtusinder og millioner af tyskere, der endnu den dag i dag – hvis de måtte – hellere ville læse os og følge os i vort arbejde end alle de pludselige opreklamerede » Blut-und-Boden«-digtere.
At få lov til at dele denne skæbne: den fuldstændige litterære eksistenstilintetgørelse i Tyskland med så eminente samtidige som Thomas Mann, Heinrich Mann, Franz Werfel, Freud, Einstein og mange andre, hvis arbejder jeg finder ulige vigtigere end mine egne, har jeg snarere følt som en ære end som en skam, og enhver martyrgestus er mig i den grad imod, at jeg kun ugerne omtaler, hvordan jeg blev draget med ind i den fælles skæbne.

Intet er mere forkert. Det: at blive rig betyder for jøden kun et mellemstadium, et middel til at nå det sande mål, og på ingen måde det virkelige mål. Jødens egentlige og dybeste ønske og immanente ideal er det: at kunne svinge sig op til åndsniveauet og et højere kulturelt samfundslag.

Denne tro på det uafbrudte og uopholdelige »fremskridt« havde for hin tidsalder ligefrem en religions styrke i sig; man troede allerede mere på dette »fremskridt« end på Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye vidundere i videnskab og teknik, som hver dag bragte med sig.

Tryghedens århundrede blev forsikringsvæsenets gyldne tid. Man forsikrede hus og hjem mod indbrud og ildsvåde, sin jord mod hagl og uvejrsskader, sit legeme mod sygdom og ulykkestilfælde; man købte sig livrente med henblik på alderdommen, og sin lille datter i vuggen skænkede man en police på fremtidig medgift. Til sidst organiserede arbejderne sig og erobrede normaliseret løn og sygekasser; tjenere og tjenestepiger opsparede sig en alderdomsforsikring og indbetalte forud i en begravelseskasse beløbet til egen jordefærd. Kun den, der ubekymret kunne se fremtiden i møde, nød veltilpas nutiden.

Leben und leben lassen« var den berømte wiener grundsætning, og den forekommer mig endnu den dag i dag mere human

Hvad jeg her med gysen fik at se, var almindelige godsvogne uden rigtige vinduer, kun forsynet med en snavset luge og indvendig oplyst af tilrøgede olielamper.

virkeligheden alle fra første til sidste mand havde deltaget i i 1914. Alle de, der i 1914 havde hyldet ham, vendte sig i 1919 ostentativt fra ham. Aviserne optog ikke mere hans digte; viste han sig i kammeraters kreds, opstod forundret tavshed. Det Tyskland, som han hang ved med alle hjertets tråde, blev han, der allerede var blevet en ensom, kastet ud af af Hitler, og han døde som en glemt mand og som et tragisk offer for det ene digt, der udelukkende havde løftet ham så højt i vejret for bagefter at kaste ham så meget dybere ned.
Sådan som Lissauer var de allesammen. Disse digtere og professorer, disse med-ét-slag-patrioter fra dengang følte ærligt og mente, de handlede ærligt, det nægter jeg

boede i Tyskland, en anden i Frankrig, en tredje i Italien; men alle havde de samme hjemstavn; for de levede alle udelukkende i digtet, og idet de i streng given afkald skyede alt døgnværk og udelukkende formede kunstværker, formede de deres eget liv til et kunstværk.

En slægt uden nye led i vore af alle skæbnens orkaner hærgede dage – disse digtere, som intet begærede af det ydre liv, hverken de brede massers bifald eller ordener eller hædersbevisninger eller vinding; som ikke stræbte efter noget som helst andet end i en stilfærdig og dog lidenskabelig indsats på fuldendt vis at kunne kæde strofe til strofe, hvor hver linie var gennemstrømmet af musik, glødende af billeder, strålende af farver! De dannede et laug, næsten en munkeorden midt i vor larmende hverdag. Bevidst vendte de sig bort fra hverdagen!

men jeg ser ikke eet eneste af deres ansigter for mig mere – måske er det fordi vi altid plejede at stå foran dem med nedslåede eller ligegyldige blikke.