En mor afviste sit spædbarn. Hun evnede ikke den følelsesmæssige og kropslige nærhed, der rummede livet for hendes barn. Ingen erstattede moderen. Spædbarnet trak sig derfor ind i sig selv, opgav kontakten med livet.
Der, i nærdøden, mødte barnet lyset og kærligheden, som ingen ejer. Den naturkraft gav livsgnisten mulighed for at vokse lidt — netop så meget at barnet måtte tilbage til livet og lære at leve uden følelsesmæssig og kropslig nærhed til sin mor eller andre.
De forbudte, reaktive følelser — rædsel, fortvivlelse og raseri — blev samtidig gemt i sindets og kroppens dyb.
Derfra sivede de langsomt, til tider mere pludseligt, mod bevidstheden.
Det samme gjorde mindet om et lys og en kærlighed af en anden verden.
Mange år og frygtelig mange smerter senere fandt det voksne barn en vej til heling af den gamle smerte.
Forandringen kom indefra, forstærket ved mødet med en kærlig og vis person.
AFRODITE, MIN ELSKEDE beskriver og udtrykker det mangeårige, tilgivende og frisættende helingsforløb.
Forord af psykolog Inger Thormann og psykoterapeut Inger Poulsen, Dansk Institut for Spædbarnsterapi.