I en række levende situationsbilleder fortæller Thorkild Hansen om ekspeditionens liv i den lille landsby Debeira, om arbejdet i felten og om forholdet til de indfødte, om stemningen i denne fjerne afrikanske floddal, hvor “der eksperimenteres med udslettelsen”. En varm undertone af humpr og menneskelighed præger beretningen, som lukker op for perspektiver, der har almen gyldighed.
