Min kamp II

Alle ved hvilken vej modernismen går, man skaber en form ved at bryde en form ned, i en uendelig regres, det skal bare fortsætte, og så længe det ser sådan ud, kommer erfaringen til at sejre. Det unikke i vores tid, den rene eller selvstændige handling, er jo at afstå, ikke tage imod.

Linda lå og sov ved siden af mig med Vanja tæt ind til brystet. For hende var skænderiet for længst forbi. Det var kun mig der kunne være tvær og sur i flere uger, kun mig der kunne gå med nid og nag i årevis. Men ikke mod andre end hende. Det var kun Linda jeg skændtes med, det var kun hende jeg bar nag til. Hvis min mor, min bror eller mine venner sagde noget stødende, lod jeg det hvile, der var ikke noget af det de sagde, der gik mig på, eller spillede nogen rolle for mig, ikke egentlig. Jeg havde tænkt at det hørte med til mit liv som voksen, at det var lykkedes mig at dæmpe alle overtoner og undertoner i min karakter, der oprindeligt havde været eksplosiv, og derfor ville leve resten af mit liv i ro og fordragelighed og løse alle samlivskonflikter med ironi og hån og den der sure tavshed jeg var blevet så god til efter de tre langvarige forhold jeg havde haft. Men med Linda var det som om jeg blev slynget tilbage igen, til den tid hvor mine følelser svingede fra den største glæde til det største raseri til den bundløse desperation og fortvivlelse, den tid hvor jeg levede i en slags serie af altafgørende øjeblikke, og intensiteten var så høj at livet nogle gange næsten føltes uleveligt, og der ikke var andet der kunne give fred end bøger, med deres andre steder, tider og mennesker, hvor jeg var ingen, og ingen var mig.

Et liv er enkelt at forstå, de faktorer der bestemmer det, er få. I mit var der to. Min far og det at jeg ikke hørte til noget sted.