Min kamp II

Alle ved hvilken vej modernismen går, man skaber en form ved at bryde en form ned, i en uendelig regres, det skal bare fortsætte, og så længe det ser sådan ud, kommer erfaringen til at sejre. Det unikke i vores tid, den rene eller selvstændige handling, er jo at afstå, ikke tage imod.

Linda lå og sov ved siden af mig med Vanja tæt ind til brystet. For hende var skænderiet for længst forbi. Det var kun mig der kunne være tvær og sur i flere uger, kun mig der kunne gå med nid og nag i årevis. Men ikke mod andre end hende. Det var kun Linda jeg skændtes med, det var kun hende jeg bar nag til. Hvis min mor, min bror eller mine venner sagde noget stødende, lod jeg det hvile, der var ikke noget af det de sagde, der gik mig på, eller spillede nogen rolle for mig, ikke egentlig. Jeg havde tænkt at det hørte med til mit liv som voksen, at det var lykkedes mig at dæmpe alle overtoner og undertoner i min karakter, der oprindeligt havde været eksplosiv, og derfor ville leve resten af mit liv i ro og fordragelighed og løse alle samlivskonflikter med ironi og hån og den der sure tavshed jeg var blevet så god til efter de tre langvarige forhold jeg havde haft. Men med Linda var det som om jeg blev slynget tilbage igen, til den tid hvor mine følelser svingede fra den største glæde til det største raseri til den bundløse desperation og fortvivlelse, den tid hvor jeg levede i en slags serie af altafgørende øjeblikke, og intensiteten var så høj at livet nogle gange næsten føltes uleveligt, og der ikke var andet der kunne give fred end bøger, med deres andre steder, tider og mennesker, hvor jeg var ingen, og ingen var mig.

Et liv er enkelt at forstå, de faktorer der bestemmer det, er få. I mit var der to. Min far og det at jeg ikke hørte til noget sted.

Da jeg efter et stykke tid gik ind for at se hvordan hun havde det, begyndte hun uopfordret at tale om far. Hun sagde at hun altid havde spekuleret på hvorfor hun blev hos ham, hvorfor hun ikke tog os med og forlod ham, var det bare fordi hun ikke turde? Et par uger tidligere havde hun talt med en veninde om det, sagde hun, og pludselig havde hun hørt sig selv sige at hun holdt af ham. Nu så hun på mig.

Det var nu to måneder siden hun var faldet om i samme by.

Hvis jeg faldt om nu, og havde nogle få sekunder tilbage, måske minutter til at tænke før alt var forbi, ville jeg have tænkt det modsatte, at jeg ikke har udrettet noget som helst, at jeg ikke har set noget som helst, at jeg ikke har oplevet noget som helst. Jeg vil leve. Men hvorfor lever jeg så ikke?

Endnu mere underligt var det at det samme gjaldt skriveriet. Også over for det havde jeg mistet en følelse af magt og kontrol, der var forsvundet sammen med det brækkede kraveben. Pludselig var jeg under teksten, pludselig var det den der havde magt over mig, og det var kun med den allerstørste viljesanspændelse at jeg kunne skrive de fem sider om dagen jeg havde sat som mål. Men det gik, også det. Jeg hadede hver en stavelse, hvert et ord, hver en sætning, men det at jeg ikke kunne lide det, betød ikke at jeg ikke ville gøre det.

Hver søndag cyklede jeg ud til Limhamnsfältet og spillede fodbold i to timer, det var min eneste fritidsaktivitet, alt andet handlede om arbejde eller børn

Det var ingenting. Men liv blev stadig levet i disse huse, og i dem var de stadig alt. Der blev der født mennesker, der døde mennesker, der blev der elsket og skændtes, spist og skidt, drukket og turet, læst og sovet. Set tv, drømt, gjort rent, spist et æble og set ud over tagene, efterårsvindene der rev i de lange, slanke fyrretræer.

Det er jo ingenting. Og så var det alt engang.