Krøniker

Lou Levy, førstemanden hos Leed’s Music Publishing, tog mig med i en taxa hen til Pythian Temple på West 70th Street for at vise mig det mikroskopiske lydstudie, hvor Bill Haley and the Comets havde indspillet Rock Around the Clock – bagefter gik vi ned til Jack Dempseys restaurant på hjørnet af 58th Street og Broadway, hvor vi satte os i en rød læderbetrukket bås over for vinduet ud til gaden.

Lou præsenterede mig for Jack Dempsey, den store bokser. Jack svingede en knytnæve imod mig.

„Du ser lidt for let ud til at blive sværvægter, unge mand, du må tage et par kilo på. Du må også fikse din påklædning lidt op, se lidt smartere ud – ikke fordi du får brug for ret meget tøj, når du først står i ringen – og husk så, du skal aldrig være bange for at slå for hårdt.“

„Han er ikke bokser, Jack, han er sangskriver, og vi skal udgive hans sange.“

„Nå, men så vil jeg glæde mig til at høre dem en dag. Held og lykke med det.“

Udenfor blæste det, tågestriber drev forbi, sneen hvirvlede i skæret fra orange gadelygter, forretningsmænd travede af sted, godt pakket ind – gadesælgere med ørevarmere af kaninskind forsøgte at komme af med deres varer, og man kunne få varme kastanjer; det dampede fra kloakdækslerne på gaden.

Jeg mærkede det ikke. Jeg havde lige underskrevet en kontrakt med Leed’s Music, som gav dem ret til at udgive mine sange, og der var ikke meget at forhandle om. Jeg havde ikke skrevet ret meget

Hvis jeg mod forventning skulle støde på en sandhed, havde jeg ikke i sinde at udbrede den.

De ideologier fra gaden, som man kunne finde i On the Road, Howl eller Gasoline, og som indvarslede en ny form for menneskelig eksistens, hørte man ikke noget til, men det var måske også for meget forlangt.