Platform

Libération offentliggjorde på forsiden et billede af de hjemsendte overlevende ved deres ankomst til lufthavnen i Roissy under overskriften: ‘ER DE VIRKELIG OFRE?’ I sin leder anklagede Jérôme Dupuy den thailandske regering for dens overbærenhed med prostitution og narkohandel såvel som for dens gentagne krænkelser af demokratiet. Og Paris-Match kom med en komplet beretning om rædselsnatten under overskriften: ‘BLODBAD PÅ KRABI’. Det var lykkedes dem at skaffe sig fotos, sandt at sige af en temmelig dårlig kvalitet – i sort-hvid fotokopi og sendt per fax, det kunne have været omtrent hvem som helst, man kunne dårligt se at det var menneskekroppe. Samtidig trykte de en sexturists bekendelser – han havde faktisk intet med sagen at gøre, han var uafhængig og foretrak at operere på Filippinerne. Jacques Chirac havde straks fremsat en erklæring hvor han, samtidig med at han gav udtryk for sin rædsel over attentatet, brændemærkede ‘visse af vores landsmænds uacceptable adfærd i udlandet’. I kølvandet på ham havde Lionel Jospin mindet om at der fandtes en lovgivning til at bekæmpe sexturisme med, også når det drejede sig om myndige personer. De følgende artikler i Le Figaro og Le Monde stillede spørgsmål om hvordan man kunne komme denne plage til livs, og hvordan det internationale samfund skulle forholde sig.

Jeg elskede rejsekataloger, deres abstrakthed, deres måde at reducere stederne i verden til en begrænset række mulige lykkeoplevelser og priser; især værdsatte jeg systemet med stjerner der angiver den intensitet af lykke, man havde ret til at håbe på.

det sidste vil jeg forblive et barn af Europa, af bekymring og skam; jeg har ikke noget budskab om håb at komme med. Jeg føler intet had til Vesten, højst en umådelig foragt. Jeg ved blot at vi alle som én stinker af egoisme, masochisme og død. Vi har skabt et system som det simpelthen er umuligt at leve i; og alligevel bliver vi ved med at eksportere det.

er forkert at påstå at mennesker er unikke, at de er bærere af noget uerstatteligt særegent; for mit eget vedkommende kunne jeg i hvert fald ikke se noget spor af denne særegenhed. I reglen er det spild af tid at trætte sig selv med at skelne mellem individuelle skæbner, karakterer. Kort sagt er forestillingen om det enestående ved mennesket blot en pompøs absurditet. Schopenhauer skriver et sted at man husker sit eget liv en lille smule bedre end en roman, man har læst før i tiden. Det passer: Blot en lille smule bedre.

forekom kultur mig at være en nødvendig kompensation for vort livs elendighed

Det er i forholdet til andre at man bliver bevidst om sig selv; måske er det grunden til at man ikke kan holde andre ud

Det er farligt at leve uden lekture, man må da nøjes med livet, og det kan få én til at løbe risici.

Det er i forholdet til andre at man bliver bevidst om sig selv; måske er det grunden til at man ikke kan holde andre ud.

Vi har skabt et system som det simpelthen er umuligt at leve i; og alligevel bliver vi ved med at eksportere det.

fter Pattaya er der intet, den er en slags kloak, den endelige rendesten hvor forskelligt bundfald fra Vestens neurose løber ud.