Og gennem træning kan vi sikre, at nok er skuffelsen en vedvarende følgesvend, men den bør aldrig få lov til at inficere vores eksistentielle immunforsvar, fordi vi ved, at uanset hvor skuffende en tilværelse vi lever sammenlignet med drømmen om ultimativ forløsning og selvrealisering, så er den tilværelse god nok. Det er ikke lige så nemt og hurtigt som en velsmagende færdigret, men så meget desto mere tilfredsstillende er det, når det lykkes. For der er en risiko for, at det ikke lykkes. Fordi det er besværligt. Og kaster vi os ud i forsøget, vel vidende at vi vælger myriader og atter myriader af ting, oplevelser, personer og livsretninger fra, og vel vidende at vi ikke kan blive – ej heller behøver at være – verdensmestre i alle de ting, vi foretager os, så er der også lavere risiko for, at vi anser vores liv for en skuffelse.