er ikke kun sygeplejersken, der tyder patienten, patienten tyder også sygeplejersken. Både sygeplejerske og patient er tydende til stede i relationen. Sygeplejersken tyder patienten, der bliver set, hørt, berørt af hende, ligesom patienten tyder sygeplejersken, hendes måde at være til stede på, hendes blik, hendes åndedræt og hendes plejende hænder. Når sygeplejersken som professionel vejledes af sin sansning og sårbarhed i mødet med patienten, er fagligheden med i tydningen af det indtryk, patienten giver sygeplejersken, og her kan refleksionens eftertanke også være virksom. Den tydende bevægelse kan imidlertid forrykkes. Nærheden kan blive for nær, og så befinder man sig ikke længere i den tydende bevægelse. Dette gælder for sygeplejersken, men måske først og fremmest for patienten. Patienten er udsat og i krise og kan miste grebet om sig selv, formningen af sig selv, og der er her fare for, at den afstandsløse sansning tager overhånd. Patienten kan blive overvældet og overmandet af indtryk, som kan opleves som kaotiske, patienten er ude af sig selv’ og føler sig samtidig indespærret i sin egen krop som følge af smerter og følelser, som er vanskelige at sætte ord på. Når den tydende bevægelse forrykkes i sygeplejerskens arbejde, foregår det som oftest på andre måder. Der er mange krav i sundhedsvæsenets rum, både usagte og sagte, som bidrager til, at sansningen får vanskelige kår, og at sygeplejersken kan miste grebet om sig selv, ved at hun ikke er i kontakt med berørtheden og sine egne følelser i situationen. Dette kan for eksempel ske, når fagligheden bliver til en rutine og noget, hun kun bruger til konsultationer af håndbøger og databaser. Der kan i sygeplejersken opstå en sanseløs di