Sneleoparden

En gammel kone chanter, mens hun med sin ene indtørrede hånd ælter mørke elfenbensperler, og med den anden får en ældgammel bedemølle af sølv og kobber til at snurre

Alle toppe er hyllet i skyer, og lige under de hvirvlende skymasser hersker en hvid stilhed

AGGRYET KASTER EN LYSERØD KOBBERGLØD over de luftige bregner mellem egestammerne, men under opstigningen viger bregnerne for gråskæggede lavarter. I over tre tusind meters højde lukker skyerne sig igen, og der kommer spredt regn

hvis pælerod trængte sig dybere og dybere ned i jorden.

alle forsvarsværker var faldet bort, og alverdens nattevinde for hylende igennem hende

Det er loven … Det eneste meningsfyldte liv er det, der – absolut og ubetinget – forsøger at føre den indre lovs principper ud i livet … For så vidt som et menneske er troløst mod sit eget væsens lov – så vidt har han forsømt at virkeliggøre meningen med sit liv

Den hellige gral er det, zenbuddhismen kalder vor egen »sande natur«; ethvert menneske er, i sidste ende, sin egen frelser.

Den samme umiddelbare forening med den afbildede genstand tilstræbes i Japans dristige Sumi-maleri – et markant udtryk for zenkulturen, idet det at gøre sig til et med alt, hvad man foretager sig, er et virkeligt skridt på »Vejen«.
Forunderligt nok regner vi det for en selvfølge, at trangen til at overleve, angsten for døden, må afskære os fra den rene og uformidlede værens lykketilstand, hvori kroppen, sindet og naturen bliver et. Og denne reducerede oplevelsesevne, vor flugt fra betagelsen, vort krabbeskæve tilbagetog fra det fritsvømmende liv til trygge sprækker, selve vor fortvivlede fornemmelse af, at livet passerer forbi, uden at vi lever det, afspejler sig i glædesløs forplantning, i pengenes ætsende ødelæggelse, i vor hæslige tilsvinen af den jord, det vand og den luft, hvoraf vi er kommet.

Våde til skindet

5. oktober
VI BRYDER OP VED DAGGRY i spredt regn, der fortsætter hele formiddagen