Den samme umiddelbare forening med den afbildede genstand tilstræbes i Japans dristige Sumi-maleri – et markant udtryk for zenkulturen, idet det at gøre sig til et med alt, hvad man foretager sig, er et virkeligt skridt på »Vejen«.
Forunderligt nok regner vi det for en selvfølge, at trangen til at overleve, angsten for døden, må afskære os fra den rene og uformidlede værens lykketilstand, hvori kroppen, sindet og naturen bliver et. Og denne reducerede oplevelsesevne, vor flugt fra betagelsen, vort krabbeskæve tilbagetog fra det fritsvømmende liv til trygge sprækker, selve vor fortvivlede fornemmelse af, at livet passerer forbi, uden at vi lever det, afspejler sig i glædesløs forplantning, i pengenes ætsende ødelæggelse, i vor hæslige tilsvinen af den jord, det vand og den luft, hvoraf vi er kommet.