Pete, den næstældste, havde det sværere end min far og de andre søskende. I modsætning til min far var Pete som dreng genert, humørsyg og indadvendt – men også frygteligt hævngerrig, ligesom sin far. Han var en dygtig atlet, men en rådden skoleelev. Farfars raseri og verbale overfald skabte en selvhadende, deprimeret jernbanearbejder og fulderik. Pete døde af kræft i halvtredsårsalderen, mens hans sure kælling af en kone skældte hans sølle krop hæder og ære fra hele vejen til gravstedet