Det er faktisk et ret informativt svar, selvom det ikke ser sådan ud. I den perfekte verden ville barnet svare nogenlunde således:
”Hør her, folkens, jeg har et lille problem. Faktisk er det ved at vokse sig til et stort problem. Jeg er ikke særlig god til hverken at være fleksibel eller at håndtere frustration eller løse problemer. Men du – og masser af andre mennesker – forventer, at jeg tilpasser mig lige så godt som andre børn, når planerne ændres, eller jeg får besked på, hvad jeg skal, eller tingene ikke går, som jeg regnede med. Når I forventer alt det af mig, bliver jeg frustreret, og så har jeg svært ved at tænke klart, og så bliver jeg endnu mere frustreret. Og så bliver I frustrerede, og det gør det hele meget værre. Så er det, jeg begynder at gøre ting, jeg ville ønske, at jeg ikke havde gjort, og sige ting, som jeg ville ønske, jeg ikke havde sagt. Så gør I somme tider noget, I ville ønske, I ikke havde gjort, og siger ting, som I ville ønske, I ikke havde sagt. Så får jeg en straf, og det hele bliver noget værre rod. Når støvet har lagt sig – I ved, når jeg igen kan tænke klart – ender det med, at jeg bliver virkelig ked af af de ting, jeg gjorde og sagde. Jeg ved godt, det her ikke er sjovt for jer, men I kan være stensikre på, at det heller ikke er spor sjovt for mig.”
Udfordrede børn er sjældent i stand til at beskrive deres vanskeligheder i så tydelige vendinger. Her er en matematisk ligning, som måske rækker:
Manglende fleksibilitet + manglende fleksibilitet = nedsmeltning
VIGTIG VIDEN