Stedet er det, som man trøstigt – ifald man tør tale så dristigt –
turde benævne Palatium dér i den vældige himmel.
Altså, da guderne sad på de buede bænke af marmor
medens han selv med sit scepter af elfenben sad på sin tronstol,
rysted han trende gange og fire sin skræmmende hårpragt
180hvorved han sendte et skælv gennem jorden og havet og himlen.
Sådan begyndte han da med harmfuldt mæle sin tale:
“Aldrig grued jeg mer for vort herredømme i verden
under den øglefodede æts forsøg på at række
hver deres hundrede hænder i sky og trælbinde himlen.
185Visselig var vores fjende i den krig vild og ustyrlig –
dog var der tale om én og kun én kilde til ufred.
Nu må jeg knuse, så viden som havet bruser om jorden,
menneskeslægten. Jeg sværger ved Underverdenens tyste
floder der flyder i dybet og vander de Stygiske lunde:
190Alt har været forsøgt! Men et sår der ikke kan læges,
kræver en kniv for at ikke patienten skal omkomme af det.
Jeg har jo halvguder at passe på: både landlige Vætter,
Nymfer og Fauner og Alfer og Elver i bjerge og skove.
Og når vi ikke vil gi dem asyl heroppe i himlen,
195må vi dog sikre dem fred på den Jord de har fået til bolig.
Tænker I, guder, at de kan leve betrygget, så længe
jeg som har lynet og jer i min magt som himlens behersker,
udsættes for attentat af en bølle som denne Lycaon?!”