Hemmeligheden bag verdens bedste angreb
3 turneringer og 3 titler. Så kort kan FC Barcelonas 2014/2015-sæson gøres op, efter at Lionel Messi & Co gjorde rent bord i både Europa og Spanien. Men hvordan lykkedes det de katalanske verdensstjerner at vinde både Champions League, Primera Division og den spanske pokalturnering?
Det giver singlen : ”FC Barcelonas ABC — 3 titler på 6 standardscoringer” svaret på, via analyser af alle holdets 110 scoringer i Primera Division-sæsonen 2014/2015.
Analyserne fokuserer først og fremmest på, hvilke strukturer der var i FC Barcelonas offensiv. Ikke kun i forhold til hvilke spillere der gjorde hvad, men i mindst lige så høj grad ved at udpege i alt 6 standardscoringer som Luis Enriques mandskab benyttede med succes igen og igen. Vel og mærke standardscoringer som normalt ikke knyttede sig til enkelte spillere, men som blev udført uanset hvem der var på banen.
Analyserne opstillet i bogform fastslår samtidig en lang række af de generelle kendetegn, som gik forud for de mange scoringer. Eksempelvis hvordan FC Barcelonas afgørende bolderobringer skete, hvor lang tid der gik fra bolden blev erobret til bolden lå i netmaskerne og hvilke spillere der stod for de afgørende afleveringer — og i hvilke dele af spillet det skete.