Rastløshed var nu engang min natur, og jeg følte til tider en uro, der nærmede sig smerte. Ved sådanne lejligheder var det eneste, der kunne skaffe mig lindring, at spadsere op og ned ad korridoren i den stilhed og ensomhed, hvor jeg følte mig sikker mod afbrydelser, og her hengive mig til strålende drømme og fantasier, som ansporedes af hele det spændende liv og al den flammende følelse, som jeg attråede og ikke havde i det virkelige liv.