Jeppe Aakjærs debutroman om bondesønnen Jens, der vokser op under fattige kår på familiens gård, men som har et udsyn på sig selv og samfundet, som tvinger ham ud i verden. Hverken den strikse tro eller trange økonomi holder ham fra at søge til København. En socialt engageret og humanistisk skildring af en ung mands dannelsesrejse.
Bogen er skrevet i tidens sprog og ud fra datidens retskrivning.
Jeppe Aakjær (1866–1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.