Men vær opmærksom på, at man løber en vis risiko ved at benytte humor i en tale. For når en vittighed falder til jorden, sker det altid med et brag. Der er næppe noget værre for en taler end at stå på en talerstol og opleve, at den vits, som han troede ville blive mødt med rungende latter, i stedet mødes med larmende tavshed. Det dræber resten af talen, og det dræber talerens tillid til sin taleskriver.
Der er meget, der kan gå galt med en decideret vittighed i en tale.
I en offentlig situation må taleren næsten altid holde sig fra morsomheder, der kan virke anstødelige. Og det, der i dine ører kan være harmløst og uskyldigt, kan være dybt fornærmende i andres. Derfor er det enkle råd: Hvis du er i tvivl, så lad være. Så ud med den om nonnen og sømanden.
Selvom du synes, at en passage er sjov, er det ikke sikkert, at andre kan se komikken. Men det kan også virke den anden vej. Når man har arbejdet med en tale i et antal timer, mister man ofte evnen til at vurdere, om en passage er sjov eller ej. Derfor bør du altid teste dine sjove passager på kolleger eller andre, så du ved, om det holder eller ej. Hvis kollegerne smiler anstrengt, er det nok klogt at strege passagen.
Risikoen for misforståelser mellem taleren og taleskriveren er meget stor. Derfor kræver selv sjove vittigheder en høj grad af forståelse mellem dig og din taler, hvis de ikke skal falde sammen. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har set en sjov vittighed afleveret så dårligt af taleren, at ingen forstod et ord af det hele.
Hold altid budskabet for øje. Formålet med en tale er jo ikke blot at more eller underholde – det er at kommunikere et budskab, og humoren er et middel, ikke et mål. Humoren skal understøtte argumenterne for budskabet eller tjene andre konkrete formål for taleren.
Det er svært at give generelle råd om, hvordan du skriver hu