Oplevelsesorienteret familieterapi

Hvis det lille barn føler sig tryg det meste af tiden, udvikler det neurale strukturer i hjernen, som bliver basis for dets evne til at kunne indleve sig i andre og til at kunne rumme og regulere sine følelser i samspillet med andre. Hvis barnet lever under forhold, hvor forældrene som hovedregel ikke magter at udvikle en tryg relation, men derimod ofte enten forsømmer det, omklamrer det eller er uforudsigelige, vil barnet blive usikkert og sårbart også i andre relationer.

Faktisk ligger forandringspotentialet i mindre grad i, hvad vi finder ud af, eller om vi kommer i mål, end i selve det at gå vejen sammen. Hvis der er mindre børn til stede, vil de reagere med umiddelbar lettelse, så snart forældrene tager hul på denne dialog, og stemningen vender.

At bryde mønstret er første skridt, og hvis det skal blive andet og mere end en enkeltstående begivenhed, indebærer det, at man er åben med, hvad man tænker, føler eller måske prøver at gøre anderledes. Fx stoppe op og få sagt: Så nu gør jeg det igen, selvom jeg jo ikke ville ... jeg prøver lige igen ...

Når vi taler om samspilsmønstre, er en anden tommelfingerregel, at der skal mindst to til at udvikle et mønster, men det kræver kun en at bryde det. Hvis mønstret er, at den ene part dominerer, og den anden gør sig til offer, kræver det begge parters bidrag at vedligeholde mønstret, men hvis blot den ene vælger at træde ud af rollen, er mønstret brudt. Hvis vi tænker den tanke helt ud, åbner det for en gevaldig frihed og ikke mindst for et ansvar for den enkelte for selv at vælge

I familieterapi tilstræber vi, at de voksne får øje på deres egne valgmuligheder, og at de tager ansvaret på sig for de valg, de træffer. At undlade at vælge er i den sammenhæng også et valg. I realiteten er det fx et valg at lade stå til og lade den anden afgøre, hvad der videre skal ske.

Et sådant skift i perspektiv, altså selve det, som forældre sammen tager ansvar for at undersøge, hvordan livet ser ud med hinandens og med barnets øjne, kan altså i sig selv være med til at ændre samspillet fra at være symptomskabende til at blive symptomhelende.

Forandringskraften eller udviklingspotentialet i familieterapi bygger med andre ord på familiens betydning for den enkelte.

Mange forældre vil i bedste mening søge efter måder eller metoder over for barnet, som kan få symptomerne til at forsvinde. Når perspektivet i stedet bliver at prøve at finde mening i barnets adfærd, vil det i sig selv være en kæmpe lettelse for barnet. Det er af stor betydning og udviklende ikke længere at føle sig forkert. Det kan måske i realiteten faktisk være en hjælp til, at der kommer lys på de samspil i familien, som er destruktive eller symptomskabende.

I terapien bliver man inviteret til at gå dybere og fortælle, hvilken følelsesmæssig betydning uenigheden har, hvilket ofte indebærer, at der dukker et nyt lag op, som måske handler om at være blevet såret, ikke føle sig taget alvorligt eller lignende, altså om noget helt andet end det, konflikten på overfladen handlede om. Og ydermere hvis jeg føler mig lyttet til uden at blive gjort forkert, kan et tredje lag dukke op, som kan være et savn eller en længsel efter en anden måde at være sammen på. Alle lag i konflikten er sande og giver mening.

I familieterapi arbejder vi for, at forældrene får øje på deres egne og partnerens nuværende strategier og mønstre, vel vidende, at de har rod i tidligere erfaringer fra deres oprindelige familier. Det kan være en hjælp sammen at se på og tale om, hvordan det for begge parter, da de var børn, var nødvendigt at udvikle måder at beskytte sig på, når man blev misforstået eller svigtet, og hvordan dette er blevet et mønster, som fortsat udspiller sig i deres nuværende familie. Denne gensidige undersøgelse af baggrunden for de aktuelle reaktioner kan være en hjælp til at få større selvindsigt og til bedre at kunne leve sig ind i den andens perspektiv. Når det er sagt, er udgangspunktet i familieterapien altid det konkrete og aktuelle samspil i den nuværende familie, og det livshistoriske perspektiv højst en afstikker, der skal give bedre grundlag for at forstå den enkelte