Den gamle mand og havet

Han lagde mærke til, at det var morsomt at have nogen at tale med i stedet for kun at tale til sig selv og til havet

Han er ved at blive træt, eller han hviler sig,” sagde den gamle mand. “Lad mig nu få det overstået og få spist den

Jeg har aldrig set eller hørt om sådan en fisk. Men jeg må dræbe ham. Jeg er glad for, at vi ikke også skal

Han faldt hurtigt i søvn, og han drømte om Afrika, da han var ung mand, og om de lange, gyldne kyster, om de kyster, der var så hvide,

“Der er mange gode fiskere, og der er nogle af dem, der er store.

var der gået

“Men mennesket er ikke skabt til at lade sig besejre,” sagde han. “En mand kan tilintetgøres, men ikke besejres.”

Hvorfor mon fuglene er skabt så sarte og spinkle som de terner, når havet kan være så grusomt? Havet kan være venligt og meget smukt. Men det kan også være grusomt, og det kommer så pludseligt, og alle de små fugle, der flyver og dykker og jager, med deres spæde, vemodige stemmer, de er skabt alt for spinkle til havet.”
For ham var havet altid la max; det er det, de kalder hende på spansk, når de elsker hende. En gang imellem siger de, der elsker hende, slemme ting om hende, men det bliver altid sagt, som om hun var en kvinde.

I morgen er det den femogfirsindstyvende dag.”

Den næste haj, der kom, var en enlig hammerhaj. Den kom som en gris til truget, hvis man kan tænke sig en gris med en mund så stor, at ens hoved kunne være i den