Jeg er Zlatan Ibrahimovic

kan tage fyren ud af ghettoen, men du kan aldrig tage ghettoen ud af fyren!

Jeg ringede til Keki, ret aggressiv: »Hvad fanden, ligger der narko i mors køleskab!«

Vi begyndte at joke med det: »Hej Zlatan, fik du lidt øjenkontakt i dag?

Men ret tidligt i første halvleg fik jeg en aflevering fra højre. Jeg var lige uden for straffesparksfeltet, og vi havde vores lyseblå spillerdragter på. Klokken var 15.37, hvis man skal tro den rystede videooptagelse, der ligger ude på YouTube. Det var varmt, men der blæste en ret frisk vind fra havet, og det så ikke ud som nogen farlig situation. Spillet var meget defensivt. Men jeg så en åbning, en mulighed. Det var et af de der bille

Men det lå i blodet på mig. Jeg var på et nyt hold. Jeg ville imponere folk, og jeg nægtede at bukke og skrabe

Jeg får altid en masse sms'er. Men den her var fra M

Jeg får altid en masse sms'er. Men den her var fra M

Jeg får altid en masse sms'er. Men den her var fra M

21
JEG HAVDE IKKE RIGTIG TJEK PÅ HAM endnu. Men det er klart, Mourinho var The Special One allerede dengang, og jeg havde hørt meget om ham, selvfølgelig. Han skulle have masser af attitude, og han lavede shows på sine pressemøder og sagde præcis, hvad han mente. Men jeg vidste jo egentlig ikke noget, og jeg tænkte: Han er vel som Capello, en benhård leder, og ok med mig. Jeg kan lide den stil. Men jeg tog fejl, i hvert fald delvis. Mourinho er portugiser, og han kan godt lide at være i centrum. Han manipulerer spillerne som ingen andre. Alligevel fortæller det ingenting.
Fyren har lært meget af Bobby Robson. Robson var gammel landstræner for England. Han trænede fodboldklubben Sporting Clube de Portugal dengang og havde brug for en oversætter, og det blev tilfældigvis Mourinho. Mourinho var god til sprog. Men Robson fandt hurtigt ud af, at fyren også kunne andet. Knægten var hurtig i hovedet, og han var god at sparre med, og en dag bad Bobby Robson ham om at skrive en rapport om et modstanderhold. Jeg aner ikke, hvad han havde forventet. Hvad kan en oversætter ligesom? Men Mourinhos analyse var åbenbart strålende.
Robson var ved at dåne. Her var en fyr, der aldrig havde spillet fodbold på højt niveau, men som alligevel gav ham et bedre materiale, end han nogensinde havde fået. Hvad fanden, ligesom, jeg må have undervurderet den der oversætter. Da Bobby Robson skiftede klub, tog han fyren med sig, og Mourinho lærte noget hele tiden, ikke bare taktik og fakta, men også psykologiske ting. Han plejede at sige: »Når dit hold vinder, er du en del af teamet. Men når det taber, er du en pose lort,« og til sidst blev han selv træner i Porto. Det var i 2002. Han var helt ukendt dengang. For mange var han stadig The Translator, og Porto var måske nok et fint hold i Portugal.
Men kom nu, det var ikke nogen storklub. Porto var sluttet i midten af serien året før, og den portugisiske liga, hvad var den? Ikke meget i sammenligning. Ingen regnede med Porto i de europæiske turneringer, og slet ikke i Champions League. Men Mourinho kom til klubben med en hel ny ting: totalt styr på hver eneste detalje hos modstanderholdet, og helt klart, jeg fattede ikke noget af det dengang. Men jeg skulle komme til at fatte det, tro mig. Dengang talte han meget om omstilling i fodbold, når det ene holds offensiv bliver brudt, og spillerne lynhurtigt må omgruppere sig fra angreb til forsvarsspil.
Det er vigtige sekunder. I den slags situationer kan en eneste uventet manøvre, en eneste taktisk fejl, afgøre det hele, og Mourinho studerede det grundigere end nogen anden inden for sporten, og fik spillerne til at tænke analytisk og lynhurtigt. Porto blev en mester til at udnytte de der øjeblikke, og mod alle odds vandt holdet ikke kun den portugisiske liga. Men kom videre i Champions League og mødte hold som Manchester United og Real Madrid, klubber, hvor en eneste spiller tjente lige så meget som alle Portos spillere tilsammen. Men Mourinho og hans fyre vandt alligevel hele Champions League.
Det var den vildeste sensation, og Mourinho blev den hotteste træner i hele verden. Det her var i 2004. Roman Abramovich, den russiske milliardær, havde købt Chelsea og væltede penge ind i klubben, og frem for alt, han købte Mourinho over. Men hvad tror I? Blev Mourinho accepteret i England? Han var jo udlænding. Portugiser. Mange snobber og journalister satte spørgsmålstegn ved ham, og på et pressemøde sagde han:
»Jeg er ikke dukket op ud af det blå.« Jeg har vundet Champions League med Porto. Jeg er noget særligt. I am a special one,« og det der blev hængende.
Mourinho blev The Special One i de engelske medier, men jeg gætter på, at det lige så meget blev sagt for at håne som af respekt, i hvert fald i starten. Fyren

Chelsea, snakkede han om Wenger som sådan en vindueskigger, en fyr, der har en kikkert derhjemme og ligesom overvåger, hvordan andre familier har det. Der var altid gang i den omkring Mourinho.
Men han snakkede ikke bare. Da han kom til Chelsea havde klubben ikke vundet ligaen i halvtreds år. Med Mourinho vandt de to sæsoner i træk. Mourinho