FREMMØDET er altid sparsomt fredag eftermiddag og da især så tæt på slutningen af semesteret, når emnet er overtalelse. Indtil nu er det ikke lykkedes mig at overbevise mine studerende om, at overtalelsens kunst er vigtig at tilegne sig. Selv Blair, den bedste af mine studerende, en bleg, ung kvinde, som jeg semesteret igennem har forsøgt at lokke til en selvsikker ytring, er tilsyneladende i tvivl om hele foretagendet. Det aktuelle hold studerende er, som så mange nu til dags, tilsyneladende ujævnt fordelt mellem de larmende ubegavede og de tavst eftertænksomme. På den ene eller den anden måde må Blair og andre som hende være nået frem til, at det allervigtigste i enhver uddannelsesmæssig situation er at undgå latterliggørelse fra de mindre begavedes side. Tavsheden er én måde at undgå den på. Hvis jeg kunne lære Blair, hvordan man blev usynlig, ville det interessere hende, men hun vil helst ikke diskutere med nogen, og hvem kan fortænke hende i det? Studerende som Blair har lært af deres undervisere, at overtalelse, at begrundet argumentation ikke længere indtager nogen hædersplads i det universitære liv. Når deres undervisere – feminister, marxister, historicister og diverse andre -ister – hører til gensidigt mistænksomme og afgrænsede intellektuelle samfund, der er mindre interesserede i dialog med hinanden end i at pisse territorier af og fremme egne dagsordener, hvorfor så lære at debattere? Trods min deltagelse i en endeløs række af fakultetsmøder, kan jeg ikke mindes, hvornår nogen sidst har skiftet holdning som resultat af velargumenteret meningsudveksling