Uro og urenhed gør de radikale spørgsmål, Strindberg stiller til identitet, fortælling og udtryksmåder, til afgørende momenter i en litterær omstigning fra realisme til modernisme. Gennem studier i Tjänstekvinnans son, Han och hon, Le Plaidoyer d'un fou, Inferno, Legender og Ensam indkredses Strindbergs metode, herunder hans stadige selvrevision, teksternes modstand mod at fryse fast i de former, de benytter, og deres gestaltning af en krise i repræsentationen. Undervejs foreslås teoretiske nybestemmelser af selvbiografi, realisme og modernisme. De indgår i kortlægningen af en skrivepraksis, hvor rystelse, tvivl og uvished er drivkræfter i en bevægelig, selvbevidst og verdensvendt prosa.
