Karl fødes ind i en velhavende tysk-jødisk familie. Selv er han ikke optaget af sin jødiske baggrund, men opfatter sig selv som tysker. Da han begynder i skole i begyndelsen af 1930’erne er det dog klart, at hans skolekammerater betragter ham som en fremmed. Efterhånden som jødehadet breder sig i det tyske samfund bliver skoletiden mere og mere uudholdelig for Karl, der mobbes og fryses ude af de andre drenge. Tilsidst er situationen i Nazi-tyskland så alvorlig, at Karl og hans søster sendes til England. Her må de to unge forsøge at omstille sig til en ny tilværelse, der på visse punkter er endnu mere forvirrende og ubehagelig end den gamle.
Charles Hannams bog “En dreng i din situation” er selvbiografisk og beskriver forfatterens egne oplevelser som jødisk dreng i nazitidens Tyskland. Erfaringen af diskrimination og ensomhed vil med garanti vække genklang hos mange nutidige læsere.
Charles Hannam kom til verden som Karl Hirschland i 1925 og voksede op i en velhavende jødisk familie i Essen i Tyskland. Fra 1933 oplevede familien massiv antisemitiske forfølgelse, men det lykkedes for Karl og hans søster at komme til England i tide. Charles Hannam, der har skrevet flere bøger om sine oplevelser op til og under anden verdenskrig, døde i 2015.