Mit eneste problem ved at gå på William Knibb var, at skolen ikke ville have, at jeg spillede cricket mere, i hvert fald ikke på seriøst niveau. Jeg var 11 år gammel, og jeg så frem til at skulle have gymnastiktimerne og tage mine beskyttelsesskinner og mit bat og fortsætte mod min drøm om at blive en landsholdssensation. Men lærerne havde andre planer. De ville have, at jeg skulle fokusere på løb, og da jeg slentrede over til gærdet midt ude på skolens sportsplads i den første uge på skolen, blev jeg bedt om at gå væk.
“Nej, Bolt,”sagde læreren. “Du må ikke være herovre, jeg må ikke have dig her. Løbebanen ligger derovre.”
Det var noget af en nedtur. Den aften tog jeg hjem og brokkede mig, men far korreksede mig. Han sagde, at cricket ville blive et politisk spil for mig i stedet for noget, som handlede om mit talent og mit hårde arbejde. En træners valg i forhold til holdet var nogle gange baseret på, hvilke yndlinge han havde, men i atletik blev man udvalgt på baggrund af ens tider og personlige rekorder.
“Bolt, hvis du klarer dig godt i atletik, så er det på grund af dig selv og ikke nogen andre,”sagde han. “I cricket er der andre mennesker involveret, fordi det er en holdsport. Det kan være svært. Du spiller måske godt, bedre end alle de andre, men hvis træneren har en anden favorit, så kan det være, at du alligevel ikke kommer med på holdet. Det sker ret ofte her i livet, og det er ikke fair. Men i atletik er du din egen chef.”