Godhavn

Kan du ikke tåle det, danske pige? spørger han.

Men en del af byens krop er de ikke, i

er noget omkring danskerne, noget hun ser tydeligere nu; noget hun ikke har kunnet se det tidligere. De hænger sammen, ikke kun til festerne, men alle vegne. Skal hun have fat i sin mor på lærerværelset, finder hun hende altid midt i en klynge danskere; de samles i klaser, bevæger sig rundt i klaser, og opløses klaseformen og bliver til flere småklaser, er det kun for at samles igen i nye ensartede klynger.

Alle rejser på et tidspunkt, og hver gang det sker, k

Nej, man glemmer dem ikke, i hvert fald ikke bare sådan lige: Først skriver man til dem, man dypper pennen i blod, og så skriver man om hvor forfærdeligt det er. Man græder når man vågner, når man bader, når man åbner køleskabet, og når man skal i seng.
Det eneste tidspunkt man ikke græder, er når man skriver. Hæslige breve om hvor rædsomt ensomt

nogensinde helt alene. Knut er som Bjørk og Hilde en del af det elastiske spind som deres forældre producerer af et særlig klæbrigt spyt som kitter dem sammen

an hører naturligt til. Ikke bare i familien, men i byen. Med sit mørke hår og sin hvide hud kunne han sagtens gå for at være grønlænder; mange ser ud som ham. De

e til Danmark, tager han hele verden med sig. Han efterlader Knut her på det øde sted hvor der engang var en by, et dyrehospital, en affaldsforbrænding, et økosystem, en høj himmel som det ren