Én af os sover

Men alle mine tekster; bliver noget andet. Portrættet af dig, af min afdøde mand, det er først nu, jeg tør. Jeg tror altid, du har håbet på, at jeg ville gøre det. Skrive om dig, den opmærksomhed. At gøre et andet menneske til sit, indtage det. Der er noget mere virkeligt over dem, de mennesker, man ikke kender, men for sig selv kalder: fremmede. Jo mere man nærmer sig et andet menneske, desto mere uvirkeligt bliver det.
Et ønske om at blive set, et ønske om at forsvinde helt i den andens blik.
Men så er det ikke det, der sker. Så er der måske ligefrem en skuffelse, når man finder ud af, at man ikke holder op med at leve i sin egen krop, bare fordi man bliver overtaget af en anden krop, et andet blik, nogle bevægelser. At blive fremkaldt i den andens blik og i sproget, møde sig selv der og finde: en anden. Det, der ligner, og det, der er: og noget derimellem, som viser sig. Et tredje sted. Skånselsløst. Tegningen i hånden; at holde en blyant op og lukke det ene øje. Måle dig op på den måde, måle sin mor op. Noget videnskabeligt næsten, der så alligevel ender som det stik modsatte

Jeg ved ikke, har i de dage en fornemmelse af at leve forskudt på alle måder. Jeg er lige faldet, og allerede har jeg rejst mig og børstet støvet af ærmerne og smilet til forbipasserende eller naturen bare. Det er først, når jeg tænker tilbage på noget, at jeg får adgang til alt det, der burde være mit. Dig for eksempel.