DE ROYALE, VILDLINGERNE OG MIG I ET STORT GRUPPEKRAM!!
”Tusind tak, fordi du ville hjælpe OS, Nikki. Og nu må vi hellere hjælpe DIG med at komme hjem!” sagde Rødhætte.
”Min fe-gudmor sagde, at jeg skulle finde Troldmanden fra Odd,” sagde jeg. ”Men jeg kan simpelthen ikke finde ham.”
”Lige et øjeblik!” udbrød Tornerose og gabte. ”Troldmanden plejer at være med til det årlige forårsbal på Eventyrkongens og hans dronnings slot. Og ved I hvad? Jeg tror, det er I AFTEN!”
”Du har ret!” sagde Snehvide. ”Men det er kun for inviterede royale. Og vi er så lede og kede af de royale fester, at vi slet ikke har svaret. Så vi står desværre IKKE på gæstelisten. Men vi kan måske prøve at SNIGE dig ind!”
”Nej! Det er alt for farligt!” sagde jeg. ”Jeg vil ikke have, at I bliver opdaget og straffet, fordi I prøver at hjælpe mig! Jeg er nødt til at gøre det her selv.”
Efter en del snakken frem og tilbage gav alle pigerne mig modstræbende ret.
Vi tog afsked med hinanden, og så begav jeg mig ud på min vandretur til Det nordlige kongerige, der blev regeret af Eventyrkongen og hans dronning.
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle slippe ind på slottet og komme med til ballet. Og selv hvis jeg kom ind, kunne det blive svært at overbevise Troldmanden fra Odd om, at han skulle hjælpe mig – han kendte mig jo slet ikke.
Chancen for, at min plan ville virke, var nærmest ikkeeksisterende.
Men hvis det skulle lykkes mig at komme hjem, kunne det ikke nytte noget at tvivle.
¶!